Onsdag den 2. september kl. 19.00 inviterer vi til en særlig Refleksionskoncert i Skovtårnet med komponist, guitarist og kunstner Noah Rosanes. Noah Rosanes gentager succesen og opfører nu for anden gang sin Refleksionskoncert på denne stemningsfulde lokation.
Koncerten finder sted under åben himmel i mødet mellem Skovtårnets arkitektur, skovens rum og udsigten ud over trætoppene og det omkringliggende landskab. Her skaber Noah Rosanes et sanseligt lydunivers af guitar, stemme, kor og atmosfæriske klangflader, der inviterer publikum til indre ro og fordybelse.
Refleksionskoncerten er et interaktivt koncertformat, hvor musik, teknologi og publikums egne refleksioner bliver en del af oplevelsen. Efter koncerten inviteres publikum til anonymt at dele de tanker, følelser eller indre billeder, der opstår under koncerten.
Aftenen kulminerer i et fælles refleksionsværk, hvor AI-stemmer vækker publikums indsendte ord til live. På den måde bliver koncerten ikke kun en musikalsk oplevelse, men også et fælles øjeblik, hvor publikums refleksioner bliver en del af værket.
Noah Rosanes har tidligere opført Refleksionskoncerten på blandt andet Planetarium, Glyptoteket, Roskilde Domkirke, Møns Klint og Skovtårnet. Han har desuden været huskunstner på Christiansborg og står bag projektet UNIFY på Roskilde Festival.
Kom til en stemningsfuld koncert under åben himmel, hvor kunst, natur, musik og menneskelige refleksioner forenes i Skovtårnet.